En gravsten fortæller

Af Erna Bachmann

billede076.jpg - 2.46 MB

I forbindelse med restaureringen af Veng kirke flyttede man en gravsten, der i århundreder havde haft sin plads på gulvet bag alteret. De fleste kirkegængere har ikke haft kendskab til stenen, gemt som den var, men ved restaureringen i 2005 er den kommet frem i lyset. Stenen er meget velbevaret og teksten er let læselig. Den har fået sin nye plads i den nordlige korsarm, hvor den nu hænger på væggen.

Gravminder kan fortælle mange historier. På en sten kan man læse navne på længst henfarne slægter, man kan måske også læse, hvad vedkommende har været: gårdmand, lærer, præst. Udformningen og den kunstneriske bearbejdning af stenen eller gravstedet kan også sige noget om personens status i samfundet, om mode på den tid, da personen blev gravsat, for gravsten afspejler i høj grad tendenser i moden.

Gravstenen er sat omkring 1626, dvs. mens Chr. 4. var konge og mens Danmark var i krig både mod Sverige og Slesvig-Holsten.

Den omtalte sten taler sit eget sprog om en families sorg over at miste tre små børn.

I "Danmarks Kirker, Dover - Veng" udgivet af Nationalmuseet står der side 3244

Birkefoged over Skanderborg birk Knud Andersen i Vengegård har mistet tre af sine børn, der døde i en meget ung alder: Anne Knudsdatter, død 12. april 1622, 9 uger gammel, Anders Knudsen, død 26. september 1625 halvtredie år gammel og Iahanne Knudsdatter, død 8. juli 1626, 42 uger gammel - oc er di alle barne fød i Wengigaard.

På stenen ser vi de tre børn frontalt. De holder alle hænderne samlet foran brystet i bøn. Den pluskæbede dreng i midten har skulderlangt hår, pibekrave og midtknappet kofte med korte skøder. Pigerne har ens runde kraver, men i øvrigt forskelligt hovedtøj og kjoler. Johanne bærer takket kniplingshue og en hårfletning ses bagved. Anne har tætsluttende hue og plisseret forklæde med takkede kante. .(side 3244)

Et birk var i ældre retssprog en betegnelse for en retskreds, der var udskilt fra et herred. Alt efter om et birk var oprettet på kronens, adelens eller kirkens gods udnævnte ejeren af godset en birkedommer, der igen udnævnte en birkefoged, en stilling der kan sammenlignes med en politimester i dagens Danmark. Faderen til børnene havde altså en betydende offentlig stilling.

Ud fra børnenes påklædning og det faktum at forældrene har bekostet en gravsten med deres portrætter, kan man udlede, at det ikke er fattigmandsbørn, men børn af endog meget velhavende forældre. Man kan også udlede, at det har været en meget stor sorg at miste børnene, ellers havde man ikke bekostet denne sten.
Påklædningen af de tre små børn som små voksne er typisk for det højere borgerskabs børn og for adelens børn i 1600- og 1700tallet. Fra børnene kunne gå, klædte man dem på, så de lignede små voksne. I hvert fald når de skulle "vises frem" for gæster eller portrætteres. Om de har fået lov til at lege og snavse sig til i deres fine klædning må stå hen i det uvisse.


Det kan imidlertid undre, at man portrætterer en 9 uger gammel pige iklædt voksentøj og med plisseret forklæde. Det har givetvis ikke været daglig påklædning for en baby på den tid.

Hvad de 3 børn er døde af vides ikke, men børnedødeligheden var stor. Kun få procent oplevede at blive 5 år. Død i forbindelse med barsel, hvor både mor og barn døde, var almindeligt, og overlevede barnet moderen ved fødslen døde det alligevel ofte af fejlernæring eller mangel på en amme. Også moderens følgesygdomme efter barslen, barselsfeber, brystbetændelse og andet kostede mange spædbørn livet foruden de almindelige børnesygdomme som mæslinger, skarlagensfeber, kighoste, røde hunde osv.

De sociale forhold har selvfølgelig også haft deres påvirkning på både børns og voksnes sundhedstilstand. Børnedødeligheden var stor både i slot og hytte. På slottet med de store sale var børnene udsat for træk og kulde, trods metertykke mure kunne der være meget koldt både sommer og vinter; børnene blev ofte overladt til en amme, for det var ikke god latin selv at amme sine børn i de højere sociale lag. Chr. 4., der var konge på tidspunktet for stenens opsætning, fik i alt ca. 22 børn med sine dronninger og forskellige elskerinder. Af børnene døde i hvert fald de 8 som spæde, så selv på slottet med højt til loftet og mange hænder til at give omsorg, var det meget almindeligt, at børn døde. Og hos den lavere stand med små og trange rum, lavloftede og mørke, har man lettere kunnet varme rummet op, men også her har børnene været udsat for smitte, træk og kulde, som har været med til at koste dem livet.

Hygiejneforholdene har begge steder været utilstrækkelige, og de epidemier, der jævnligt hærgede landet, kunne i løbet af kort tid bortrydde store dele af befolkningen. En af årsagerne til at epidemierne blev så frygtelige, var de elendige hygiejniske forhold, som rådede overalt både hos bonde, borger og adel. Ingen af stederne havde man forståelse for, at det var vigtigt med frisk luft og at holde mennesker og boliger rene. I den fattigste del af befolkningen levede man sammenstuvet i små og usunde huse, ofte kun adskilt af rå brædder fra staldens dyr. Affald fra både dyr og mennesker blev henkastet på mødding, hvor saften i regnvejr blandede sig med brøndvandet. I både 1500-tallet og 1600-tallet var det pesten, der hærgede Europa, men også tuberkulose, syfilis og kopper krævede hvert år mange dødsofre både blandt børn og voksne foruden de almindelige børnesygdomme.

Men som sagt: vi kender ikke årsagen til at børnene døde, vi kan kun gisne ud fra de historiske kendsgerninger. 
Men vi kender lidt mere til personerne bag stenen end det umiddelbart fremgår af den. Af sognepræst i Veng Jes Lau Jørgensens slægtsbog, hvoraf en kopi findes i Egnsarkivets afdeling i Veng, fremgår det, at hans tipoldefar gange elleve Anders Knudsen, var farfar til de tre børn på gravstenen. Anders Knudsen var i slutningen af 1500-tallet til et stykke ind i 1600-tallet birkefoged og boede på Vengegaard (det nuværende Sophiendal). Han var gift med Karen (efternavn muligvis "Sejersdatter") og sammen havde de syv børn. Det ældste af disse børn var Knud Andersen, som blev birkefoged efter sin far - et embede han besad fra 1619 til 1637. Knud blev gift med Dorthe Jensdatter, og sammen fik de seks børn, hvoraf de tre altså døde.

Nummer to i børneflokken efter Anders Knudsen og Karen Sejersdatter hed Just Andersen. Just var altså bror til Knud Andersen - og onkel til de tre børn på gravstenen. Just, som er Jes Lau Jørgensens tipoldefar gange ti, var delefoged i Framlev Herred og havde fæstet en gård i Søballe. Delefogeden skulle varetage kongens interesser på herredstinget
Gravstenen i Veng Kirke betegnes i øvrigt af Nationalmuseets konservator Leif Vognsen som enestående. Vel findes der andre af slagsen, men stenen i Veng Kirke er speciel, fordi den er så velbevaret. Og så fortæller den en historie, som har relation til vores lokalsamfund, den fortæller om en af vore forfædre, som har boet og levet i Veng for mange generationer siden. Sammen med optegnelser fra slægtsforskning, som er i privateje, men som også findes i Veng Egnsarkiv (se kildeangivelsen) trækkes tråde til nutiden. I dette tilfælde fra 1600-tallet og (tip gange elleve) til sognets nuværende præst.

Der findes gravminder på alle kirkegårde og i mange kirker. Kig efter dem næste gang, du besøger en kirke eller kirkegård, studer dem og prøv at læse den historie, som de tavst fortæller dig.


Kilder:
Nationalmuseet: Danmarks kirker, Dover - Veng
Slægtsbogen "En bondeslægt i Skanderborg amt gennem 300 år" udarbejdet af fhv. viceskoleinspektør i Videbæk, Willy Thomasen. Slægtsbogen findes i Egnsarkivet i Veng.
Aarhus Stiftsårbøger: Hjelmslev Herred, Veng, Chr. Heilskov
Kancelliets brevbøger 23. marts 1634 side 534.


    Sognepræst Lise Palstrøm

    Låsbyvej 123, Veng
    8660 Skanderborg




    Mesing Kirke
    og graverkontor

    Præstevejen 14
    8660 Skanderborg

 


    Veng Kirke,
    graverkontor og Sognehuset
    Låsbyvej 80
    8660 Skanderborg



    Kontakt

    Mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
    Præst: 86 94 37 33