Veng Kirkes restaurering 2003-2005

Veng kirkes restaurering 2003-2005

Fra juni 2003 til februar 2005 var kirken lukket med henblik på en gennemgribende restaurering. Kirken var sidst blevet kalket indvendig og stolestaderne malet i 1960-erne.

Af bygningsmæssige arbejder blev væggene afhugget for løs puds og revner udbedret, hvorefter kirken blev kalket indvendigt, nyt varmeanlæg blev indlagt og i den forbindelse blev der lagt nyt gulv i hele kirken.

Kirkens altertavle fra ca. 1590 (malerier fra omkring 1700) blev flyttet til kirkens søndre korsarm. Det i middelalderen tilmurede østvindue blev åbnet,og mosaikrude, udført af billedhuggeren Erik Heide, Mors, isat. Mosaikruden i sydvindue i apsis er ligeledes udført af Erik Heide. Sydvindue i apsis er ikke oprindeligt. Formodentlig lavet i forbindelse med tilmuringen af østvinduet. Krucifiks i støbejern bag alter er ligeledes udført af Erik Heide.

veng klosterkirke 001 preben heiring beskretb.jpg - 190.21 KB

Foto: Preben Heiring

I forbindelse flytningen af altertavle blev det træpanel, som har beklædt frådstensalterbordet fjernet. Alterbordet står nu i pudset frådsten. På siderne ses romansk puds. De kalkfarvede felter på forsiden stammer fra renæssancen (1500 tallet). Som bordplade er der i forbindelse med restaureringen lagt en stenplade udført i sort svensk granit. I stenen er der boret et hul, så det er muligt at se det i alteret gemte relikvie. Stolestaderne og orglet blev malet i nye farver.

Detaljeret redegørelse for restaureringen

Nedenstående artikel er skrevet på opfordring af Biskop Kjeld Holm, Århus, og bragt i Århus Stiftsårbog 2004. Stiftsårbogen havde deadline 1. august 2004.

Restaurering af nationalt klenodie
Menighedsrådet i Veng Sogn på ansvarsfuld opgave
Af Jes Lau Jørgensen, sognepræst i Veng-Mesing Pastorat 1995-2011

Søndag d. 8. juni 2003 var der en del flere i Veng Kirke end normalt. En ikke uvæsentlig del af årsagen til den særdeles gode kirkegang den dag var naturligvis, at det den 8. juni var pinsedag - og dermed en af de helligdage i kirkeåret, hvor menigheden i Veng Sogn altid slutter trofast op.

Og så adskilte pinsedag i fjor (2003) sig alligevel fra langt de fleste foregående pinsedage i Veng Kirke - ikke bare hvad deltagerantallet i gudstjenesten angik, men også ved, at netop denne gudstjeneste ville blive den sidste gudstjeneste i Veng Kirke i meget lang tid, i måske mere end et år, idet kirken umiddelbart efter pinse ville blive lukket med henblik på en stor og gennemgribende restaurering. Og det var menigheden i Veng Sogn klar over. Derfor mødte den talstærkt op. Man vidste jo ikke, hvornår man igen kunne indtage sit kirkebænkeembede i sin egen sognekirke.

Gennem flere år havde menighedsrådet i Veng Sogn gået med tanker om en restaurering af kirken. Den var sidst blevet kalket indvendig og stolestaderne sidst malet i 1960'erne. Og det var at se. Vægge og hvælv havde i de sidste mange år manglet den renhed, som de havde haft, da de stod nykalkede for små 40 år siden. Og malingen på stolestaderne var mærket af, at kirkegængere gennem små 40 år havde slidt den tynd. Malingen på bænkene i en østjysk kirke aflægger altså sit klare og tydelige vidnesbyrd om, at det ikke står helt så ringe til med kirkegangen i Østjylland, som det undertiden påstås! Men malingen var ikke bare mærket af tidens tand. Den var også i farver, som var typiske for tiden - grønne - og det vil sige farver, som man ikke i dag ville vælge - og formodentlig slet ikke til en kirke, hvor prædikestol og altertavle var malet i røde farver.

At vore kirker med års mellemrum indvendig trænger til kalk og maling, forstår enhver. Ligeledes forstår enhver, at en indvendig renovering af en kirke (og det gælder ikke mindst vore gamle middelalderkirker) kan være omfattende. For det viser sig jo næsten altid (og har så afgjort vist sig i Veng Kirke), at tidens tand også har sat sig spor i murværk og hvælv i form af revner, hvoraf de fleste synlige. Men en del mindre revner dukker først op under afbørstning eller afvaskning af gammel kalk. Og både synlige og usynlige revner skal hugges ud og fyldes op med mørtel, inden vægge og hvælv kan kalkes.

Det sker vel aldrig, at en kirke lukker med henblik på kalkning og maling, uden at menighedsrådet har gjort sig tanker om, om der var andet i kirken, man burde forholde sig til ved samme lejlighed. Det kunne for eksempel være en udskiftning af et gammelt og uøkonomisk oliefyrsbaseret centralvarmeanlæg. Et sådant anlæg er uøkonomisk, fordi det er et rumvarmeanlæg med lang opvarmningstid. Men den lange opvarmningstid øger også risikoen for udtørringsskader i bygnings- og inventardele. Mange menighedsråd kender til følgevirkningerne af sådanne gamle rumvarmeanlæg - og derfor benytter man ofte lukningen af en kirke til at foretage det ret omfattende arbejde, en udskiftning af det gamle centralvarmeanlæg med et nyt el-baseret varmeanlæg med kort opvarmningstid er. Andre overvejelser kan dreje sig om, hvorvidt kirkens gamle og måske for lille og for dårlige orgel trænger til en udskiftning. Ja, og så er der alle de andre både større og mindre ting, som skal bringes i orden, når nu lejlighed gives.
I det følgende skal der gøres rede for tanker og overvejelser, som man i Veng Menighedsråd gjorde sig, inden man i juni i fjor (2003) gik i gang med den omfattende restaurering. Desuden skal der fortælles om selve restaureringen, som i skrivende stund endnu er i gang, samt om de interessante fund, Nationalmuseet har gjort i kirken.

Men allerførst noget om Veng Kirke - Landets ældst bevarede klosterkirke

Enhver kirke er noget særligt for et sogns beboere. Det er Veng Kirke derfor også. Og det, der gør en kirke til noget særligt, er jo ikke bare, at kirken normalt er et sogns ældste bygning - ofte adskillige hundrede år ældre end alle andre bygninger i sognet. Nej, det, der gør den til noget særligt, er, at et sogns beboere gennem århundreder er kommet til dette hus med deres glæder og deres sorger. For her har Guds ord lydt til det spæde barn om barneret og barnekår i Guds rige - og på det ord, har den enkelte kunnet leve, ja, og dø. Og netop for at det ord kunne lyde, blev kirken rejst - ikke bare i Veng, men overalt.

Og så er kirken i Veng dog ikke en almindelig sognekirke, bygget for at menigheden i Veng kunne havde et sted, hvor den kunne høre Guds ord forkyndt. Veng Kirke blev bygget som kirke til det kloster, benediktinermunke i slutningen af 1000 tallet byggede i et af de allersmukkeste områder i det østjyske søhøjland. Fra kirken, som ligger højt på en bakke i landsbyen Veng, ser man ud over et kuperet terræn med Veng Sø i forgrunden. Bag søen ses et større område med skov.

Den første efterretning om stedet stammer fra midten af 1100-tallet og beretter, at kirken indgik i et benediktinerkloster, som en af Valdemar den Stores "forgængere" havde grundlagt og udstyret "med store og rige besiddelser … til deres sjæles frelse", som det hedder i Øm Klosterkrønike. Desværre nævnes det ikke, hvem af Valdemar den Stores "forgængere", der er tale om. Når Veng Kloster er omtalt i Øm Klosterkrønike, så skyldes det, at cistercienserordenen i 1166 overtog Veng Kloster. Benediktinerordenen havde på det tidspunkt længe været i et moralsk og timeligt forfald - også i Veng. Cistercienserne blev imidlertid ikke længe i Veng. Allerede i 1168 forlod de Veng Kloster og grundlagde, efter fire år på Kalvø i Skanderborg Sø, Øm Kloster.

Af Veng Kloster er i dag kun kirken tilbage. 
Kirken er bygget i korsform, med apsis, kor og skib. Korsarmene er i to stokværk med hver sin apsis. Kirken har oprindelig været forsynet med tårn i vestenden. Tårnet er allerede i middelalderen revet ned og senere erstattet af kirkens nuværende tårn, som er bygget oven på kirkens søndre korsarm. Det ny tårn samt våbenhus er formodentlig kommet til i slutningen af 1400-tallet. Samtidig er kirkens flade loft blevet erstattet med hvælv.
Som det vil forstås, er Veng Kirke ikke bare noget særligt for menigheden i Veng Sogn. Som Danmarks ældst bevarede klosterkirke er den et af vore mest værdifulde mindesmærker fra den ældre middelalder og derfor noget ganske særligt - også på nationalt plan.

Menighedsrådets tanker om restaureringen

 Altertavle ca. 1590  Prædikestol 1641, lydhimmel 1792  Døbefont ca. 1200

Fotos: Jes Lau Jørgensen

Veng Menighedsråd er sig det ansvar bevidst, det som menighedsråd har overfor et så enestående bygningsværk som Veng Kirke. Derfor gik rådet heller ikke i gang med denne seneste restaurering uden grundige overvejelser omkring hele restaureringsopgaven.

Naturligvis var der spørgsmål, som var enkle at tage stilling til. At vægge og hvælv skulle repareres og hvidtes var klart. Klart var det også, at stolestader skulle males. Det var jo i det hele taget murværkets og stolestadernes forfatning, som var årsag til, at menighedsrådet besluttede sig for en restaurering af kirken nu.

På et meget tidligt tidspunkt tog menighedsrådet kontakt til det århusianske arkitektfirma "Vilhelmsen, Marxen & Bech-Jensen". Firmaet har siden 1938 været involveret i de fleste arbejder ved Veng Kirke og er derfor i besiddelse af et betydeligt materiale vedrørende både kirken og de siden 1938 ved kirken planlagte og udførte arbejder. Det var derfor naturligt, at menighedsrådet også denne gang henvendte sig til firmaet for at få det til at udarbejde et forslag til indvendig restaurering af kirken. Det var menighedsrådets ønske, at arkitekt Peter Bech-Jensen fra arkitektfirmaet skulle stå for udarbejdelsen af forslaget.

Den 30. marts 1998 havde menighedsrådet sit første møde med Peter Bech-Jensen. Man gennemgik kirken fra krypt til loft, og menighedsrådet fremkom med de forslag og ønsker, man havde til den planlagte restaurering, men man var naturligvis også meget lydhøre over for forslag, Peter Bech-Jensen fremkom med.

På baggrund af mødet gik Peter Bech-Jensen i gang med at udarbejde forslag til restaureringen. 
Forslaget, som menighedsrådet modtog i begyndelsen af marts 2000, indeholdt en plan for reparationer og fornyelser som aftalt. Det meste havde med almindelig vedligeholdelse at gøre og var derfor også aldeles uproblematisk. Derimod var menighedsrådets ønsker til restaurering af kirkens kor og apsis mere vidtgående. Herom senere.

I forslaget var det forudsat, at kirkens gulve af gule teglsten lagt i 1960 skulle bibeholdes. Dog skulle der ske en omfugning af de tilsmudsede cementprægede fuger, der fik gulvene til at virke noget maskinprægede.
Imidlertid viste det sig, da kirken var blevet lukket, og restaureringen var gået i gang, at arbejdet med udfræsningen af de gamle fuger var særdeles tidskrævende. Det blev derfor besluttet at fjerne det gamle gulv for at lægge et nyt - et forslag Nationalmuseet støttede fuldt og helt. Det viste sig nemlig, at de fugtproblemer, der mange steder var i det nederste af murværket, var forårsaget af, at den naturlige jordfugt ikke kunne trænge gennem den beton, murstensgulvet var lagt på, og derfor søgte ud mod kirkens mure.

Hvad vægge og hvælv angår var det i samråd med Nationalmuseets Bevaringsafdeling, Kalkningstjenesten, foreslået, at de kalkede overflader blev afbørstet og afvasket i en så mild grad, at de underliggende kalkmalerier ikke blev beskadiget.

Kirkens bænke med ryglæn og sæder fra 1937 og gavle fra 1772 blev foreslået genanvendt.
Kirkens meget store og meget smukke granitdøbefont blev foreslået restaureret. Fonten tilhører de østjyske løvefontes klassiske type, og har, som det smukkeste eksemplar i sin gruppe, givet navn til denne. Det blev foreslået, at en 10 cm. tyk udforing af beton blev fjernet - ligeledes at der blev foretaget reparation af fontens kant. Efter menighedsrådets ønske blev det foreslået, at fonten, som gennem mange år har haft plads i skibets nordøstlige hjørne, blev flyttet ind i skibets midterakse nedenfor trappe op til kor. Menighedsrådet har dog senere forladt denne ide, da balancen i kirkerummet ville tippe med en sådan placering.

Prædikestol og lydhimmel blev foreslået efterset på konservatorværksted og genopsat. 
Kirkens oliefyrsbaserede centralvarmeanlæg blev foreslået udskiftet med et el-baseret opvarmingsanlæg - hovedsageligt placeret under bænkene.

Ovenstående var nogle af de ukontroversielle forslag til indvendige arbejder og istandsættelser. Det mere vidtgående forslag - og det springende punkt - var som nævnt menighedsrådets ønsker til restaurering af kor og apsis.

Altertavle og østvindue
Menighedsrådet havde gennem flere år overvejet en ændring i kor og apsis, der er en arkitektonisk perle - og også af benediktinermunkene har været tænkt som sådan. Begge har rundbuede åbninger, der er smykket med søjler. Korets vægge mod syd og nord er smykket med blændinger i to rækker over hinanden. Væg og hvælv i apsis er uden blændinger. Det eneste, der bryder den glatte væg, er det tilmurede vindue. Derimod er udsmykningen på den udvendige side af apsis i form af krongesims af rullestave og østvinduet, flankeret af snoede søjler, med til at understrege bygningsdelens funktion som alterhus.

De tanker om kor og apsis, som menighedsrådet overordnet havde gjort sig, var præget af et ønske om forenkling. Man ville gerne give kor og apsis den renhed og enkelhed tilbage, som de begge oprindelig havde haft - og som omkring 1590 var blevet ødelagt af en på altret i apsis opstillet overdimensioneret altertavle, som dækkede det meste af åbningen i apsis. Også alterbordspanelet fra omkring 1700 og alterskranken med drejede balustre fra 1938 var med til at give kor og apsis en stor tyngde - fjernt fra den lethed, som oprindeligt prægede de to afsnit.

For at genskabe den oprindelige renhed og enkelhed i kor og apsis ønskede menighedsrådet 
1) at flytte altertavlen og ophænge den på søndre korsarms vestvæg 2) at fjerne panel omkring kirkens oprindelige alter, som er sat i frådsten og granit 3) at erstatte alterskranken med en væsentligt enklere skranke samt 4) at genåbne det tilmurede østvindue.

Hvad østvinduet angår, kan der ikke herske tvivl om, at det i sin oprindelige, smukke udformning har været tænkt som mere end blot en smuk detalje i kirkerummet - hvad det så vist også er. Men primært har det haft en teologisk/sakral betydning. Det har åbnet for lyset, for "solopgangen fra det høje, som vil besøge os for at lyse for dem, som sidder i mørke og dødens skygge" (Lk. 1,78 f).

Menighedsrådet var klar over, at der i et spørgsmål som det omhandlede var forskellige vigtige hensyn, som skulle vejes op overfor hinanden. Dels hensynet til bygningen, som den ser ud i dag (og som den har set ud i århundreder med det tilmurede vindue, som derfor også er blevet en del af kirkens historie), dels hensynet til det, der eventuelt ville kunne opnås både arkitektonisk og teologisk ved en genåbning af vinduet.

Menighedsrådet vægtede det sidste højest.
Stædighed og udholdenhed
I maj 1999 havde stiftsøvrigheden efter anmodning fra Veng Menighedsråd indkaldt til et møde i Veng Kirke omkring den planlagte restaurering. Mødet var fra menighedsrådets side tænkt som et opklarende møde, inden forslag til indvendige arbejder og istandsættelser blev udarbejdet. I mødet deltog medlemmer af Veng Menighedsråd, provst Ole Rydal, arkitekt Peter Bech-Jensen, kgl. bygningsinspektør Niels Vium, museumsinspektør Morten Aaman Sørensen, Nationalmuseet, samt Stiftsøvrigheden v/ stiftamtmand Peter Christensen, biskop Kjeld Holm, stiftskontorchef Per Knudsen, stiftsfuldmægtig Anne Lyngborg og Vibeke Frandsen.

På mødet gjorde formanden for Veng Menighedsråd, Henry Bachmann, rede for menighedsrådets tanker om den planlagte restaurering. Både den kgl. bygningsinspektør og Nationalmuseet fandt oplægget til restaurering godt. Dog gav både den kgl. bygningsinspektør og Nationalmuseet udtryk for stor modvilje mod at flytte altertavlen, da den udgør en del af kirkens antikvariske værdi.

Nationalmuseet modsatte sig også en åbning af østvinduet, idet man frygtede, at historiske spor derved ville kunne gå tabt.

Biskoppen støttede menighedsrådet i ønsket om at fjerne altertavlen. Derimod kunne biskoppen ikke umiddelbart overskue spørgsmålet om østvinduets åbning, men ville overlade dette til Nationalmuseets afgørelse.
I det forslag til indvendige arbejder og istandsættelse, som forelå færdigt fra arkitektens hånd ultimo februar 2000, indgik som nævnt også menighedsrådets ønsker til ændringer i kor og apsis. Trods modstand fra Nationalmuseet fastholdt menighedsrådet altså sit ønske.

De anslåede udgifter til restaureringen var opgjort til 4.253.750 kr. Forslaget blev ad tjenestevejen fremsendt til stiftet, som modtog det i april 2000.

I januar 2001 modtog menighedsrådet stiftets svar på arkitektens forslag. Alt i forslaget blev godkendt med undtagelse af åbning af det tilmurede østvindue. Desuden blev der givet tilsagn om lån i stiftsmidlerne på 4.300.000 kr. 
Stiftsøvrigheden fulgte dermed Nationalmuseets anbefaling af ikke at åbne østvinduet. Derimod valgte stiftsøvrigheden ikke at lytte til anbefalingen fra både kgl. bygningsinspektør og Nationalmuseum om ikke at flytte altertavlen - altså en halv sejr til menighedsrådet.

Menighedsrådet var imidlertid ikke til sinds at nøjes med en halv sejr. Man bad arkitekten forespørge i Nationalmuseet, hvad der eventuelt skulle til, for at museet ville ændre holdning til spørgsmålet om genåbning. Som svar på spørgsmålet udtalte Per Kristian Madsen, Nationalmuseet, at en forudsætning ville være, at et samlet projektforslag for kor og apsis - med inddragelse af kunstner - ville kunne overbevise Nationalmuseet om rigtigheden af en genåbning.

Menighedsrådet rettede herefter henvendelse til billedhuggeren Erik Heide, Mors. Man forespurgte Erik Heide, om han var interesseret i at udarbejde forslag til kunstnerisk bearbejdning af Veng Kirkes apsis og kor. Efter nogle få ugers betænkningstid meddelte Erik Heide menighedsrådet, at han nok fandt opgaven udfordrende, men at han ikke troede, menighedsrådet ville få den ønskede tilladelse til en genåbning af østvinduet, hvorfor han ikke ønskede at engagere sig i projektet. Som begrundelse for sin manglende tro på godkendelse af projektet, henviste Erik Heide til den erfaring, han som tidligere formand for Akademirådets Udvalg for Kirkekunst havde med den slags sager.

Menighedsrådet tog herefter kontakt til kunstneren Per Kirkeby, som erklærede sig villig til at gå ind i sagen. I april 2002 modtog menighedsrådet fra Per Kirkeby "Bemærkninger om Veng Kirkes kor og apsis" samt en tegning "overvejelse til østvindue".

Sammen med responsa fra Hans Jørgen Frederiksen, institutleder på Institut for Kunsthistorie på Århus Universitet, og kirkens arkitekt, sendte menighedsrådet den følgende måned Per Kirkebys "bemærkninger" til stiftet med en anmodning om, at man tog afslaget på menighedsrådets ønske om en genåbning af østvinduet op til fornyet overvejelse.

I februar 2003 modtog Veng Menighedsråd et brev fra stiftet, hvori man foreslår et møde i Veng Kirke midt i marts. Stiftsøvrigheden ønskede en fornyet besigtigelse, inden en endelig afgørelse træffes i sagen. Som bilag til brevet fra stiftet var Nationalmuseets kommentarer på menighedsrådets fornyede ansøgning. Nationalmuseet anfører, at "det er fuldt forståeligt, at menighedsrådet forfølger sagen, for det følger næsten af sig selv, at har stiftet sagt A, må det også sige B, når et afgørende synspunkt for at flytte den nuværende altertavle er teologisk, hvor opstandelsen og lyset fra øst står helt centralt". Selv om nationalmuseet ikke vil anbefale en åbning, går museet i sit svar dog heller ikke direkte imod den.

På det af stiftet foreslåede møde i marts (2003) gav stiftsøvrigheden menighedsrådet tilladelse til at åbne østvinduet - og dermed stod menighedsrådet ikke mere med blot en halv sejr (tilladelse til at flytte altertavlen), men nu med en hel. Stædighed og udholdenhed viser sig undertiden at kunne bære frugt.

Restaureringen sættes i gang
Med en ubetinget tilladelse til det samlede forslag til indvendige arbejder og istandsættelse udarbejdet af arkitekt Peter Bech-Jensen tog menighedsrådet kontakt til arkitekten med henblik på, at han nu kunne tage kontakt til de håndværkere, menighedsrådet havde ønsket skulle udføre restaureringen. Ligeledes sendte rådet et brev til Per Kirkeby, som man ikke havde haft kontakt med det meste af et år. Man forespurgte Per Kirkeby, om han fremdeles var stemt for at løse opgaven med kunstnerisk udsmykning af kor og apsis i Veng Kirke.

I sit svar til menighedsrådet meddelte Per Kirkeby, at han fremdeles var interesseret i at påtage sig opgaven. Desuden meddelte Per Kirkeby (på menighedsrådets forespørgsel) sine tanker om honorarstørrelse.
Menighedsrådet havde naturligvis budgetteret med midler til kunstnerisk udsmykning - men altså ikke nok, viste det sig! Derfor besluttede man at søge diverse fonde om fondsmidler til den kunstneriske udsmykning. Kun Statens Kunstfond meldte positivt tilbage i oktober 2003, efter at fondets udvalg for kunst i det offentlige rum i juli havde aflagt Veng Kirke et besøg.

Beløbsrammen af den foreslåede kunstneriske bearbejdning af Veng Klosterkirke blev af Statens Kunstfond anslået til i alt 1.200.000 kr. - hvoraf fonden ville betale trefjerdedele. Menighedsrådet skulle så betale resten - hvilket nogenlunde svarede til det beløb, menighedsrådet havde budgetteret med til kunstnerisk udsmykning.

Når Statens Kunstfond beslutter sig for at gå ind i en udsmykningsopgave, ønsker fonden at være med fra begyndelsen. Man går med andre ord ikke ind i en udsmykningsopgave, hvor der allerede er valgt kunstner, og hvor det, der ønskes af fonden, blot er kapital. Man vil være medbestemmende både på valg af kunstner og på det arbejde, der skal udføres. Statens Kunstfonds udvalg for kunst i det offentlige rum forestillede sig et kunstnerisk forslag udarbejdet af en billedkunstner og en arkitekt. I forbindelse med løsningen af opgaven skulle fondens udvalg suppleres med to repræsentanter fra menighedsrådet samt kirkens arkitekt. Til dette ad hoc-udvalg valgte menighedsrådet kirkeværge og menighedsrådsmedlem, lektor Henrik Friis, samt sognepræsten.

Den 6. november (2003) havde ad hoc-udvalget sit første møde i Kunststyrelsen, som har til huse på Kongens Nytorv i København. Statens Kunstfond kunne her oplyse, at man forestillede sig, at udsmykningsopgaven blev lagt i hænderne på billedkunstneren Erik A. Frandsen og arkitekten Jens Bertelsen. Ud over en drøftelse af dette forslag blev en lang række forhold vedrørende den påtænkte udsmykningsopgave drøftet.

På et efterfølgende møde i Veng Menighedsråd besluttede rådet at gå ind for det af Statens Kunstfond foreslåede valg af kunstnere til udsmykningsopgaven.

På et møde i ad hoc-udvalget først i januar i år (2004) deltog både Erik A. Frandsen og Jens Bertelsen. De havde da allerede siden november (da de havde aflagt Veng Kirke et besøg) arbejdet med opgaven. De ønskede dog på dette møde ikke at redegøre for de ideer, de havde til udsmykningsopgaven. Først til maj (2004) skulle de for ad hoc-udvalget fremlægge et endeligt forslag til kunstnerisk udsmykning af Veng Kirke.

Mens afklaringen af den påtænkte kunstneriske udsmykning stod på, gik den håndværksmæssige side af restaureringen stille og roligt fremad. Frem til januar i år (2004) var det først og fremmest reparation og hvidtning af vægge og hvælv, det handlede om.

Nationalmuseet gør interessante fund
I forbindelse med reparation af vægge og hvælv var det vigtigt, at murerne ikke kom til at beskadige de under pudset liggende kalkmalerier. Derfor foretog konservatorer fra Nationalmuseets bevaringsafdeling afbankning af puds på områder, hvor der i murværket var revnedannelser, der skulle udbedres. Derved blev en del spor af kalkmalerier frilagt. 
På enkelte områder af vægge og hvælv viste kalkmalerierne sig at være i forholdsvis velbevaret stand. Dette gælder ikke mindst en ca. 40 cm bred og ca. 6 m lang bort på hvælvet i apsis. Maleriet er romansk - og dermed fra kirkens ældste tid. Konservator og kirkekonsulent Kirsten Trampedach, Nationalmuseet, betegner borten som unik. Et interessant fund af romansk maleri blev også gjort på korets sydmur. Både dette og det på hvælvet i apsis har menighedsrådet (på Nationalmuseets anbefaling) valgt at lade restaurere.

Den kunstneriske bearbejdning af kor og apsis vil derfor ikke blot komme til at afspejle noget af det bedste indenfor det 21. århundredes kirkekunst. Men altså også af det 12. århundredes.

Men det er ikke bare Nationalmuseets konservatorer, der har været i gang i Veng Kirke i efteråret 2003. En uge i november (2003) foretog fire arkæologer fra museet udgravninger i kirkens gulv og gjorde interessante iagttagelser. Blandt andet kunne man konstatere, at der under det nu opgravede gulv har været yderligere tre lag gulve. Det første, man stødte på, var et rødt teglstensgulv. Derunder et lerstampet gulv. Under dette (og 55 cm. under nuværende gulvniveau) fandt man kirkens ældste gulv, et overraskende velbevaret mørtelgulv. Desuden kunne man konstatere, at gulvet i koret oprindelig har været i niveau med gulvet i skibet - og ikke som nu hævet til niveau med gulvet i apsis, som vel at mærke har sit oprindelige niveau. Ved udgravningen kunne man konstatere, at der har været massive trin, som fra det oprindelige korgulv har ført op til alteret i apsis. Trinene var blevet banket væk, da man midt i 1600-tallet indrettede krypt i kirkens kor - og derfor var nødt til at hæve korgulvet til nuværende niveau.

Restaureringen indstilles midlertidigt
I februar i år (2004) var det efter den plan, der var lagt for restaureringen, meningen, at der skulle lægges gulv, samt at stolestaderne skulle farvesættes.

Men hermed stod kunstnerne (og dermed også Veng Menighedsråd) med et problem: En fortsættelse af restaureringen med gulvlægning og farvesætning af stolestader på et tidspunkt, hvor der ikke endnu var en afklaring af den kunstneriske udsmykning, ville i bedste fald være problematisk, i værste katastrofal. Erik A. Frandsen og Jens Bertelsen trak derfor i nødbremsen og bad menighedsrådet om midlertidigt at standse restaureringen - i hvert fald hvad gulvlægning og farvesætning angår. På et møde sidst i februar (2004) vedtog menighedsrådet med stemmerne seks mod to midlertidigt at indstille restaureringen, indtil der kom en afklaring på den kunstneriske bearbejdning. 

Den afklaring kom i juni (2004). På et møde i ad hoc-udvalget i Statens Kunstfond fremlagde Erik A. Frandsen og Jens Bertelsen deres forslag til kunstnerisk bearbejdning af Veng Kirke. Af forslaget fremgik det, at man i det genåbnede østvindue ønskede isat klart glas. Hvad alterpartiet angik ønskede man frådsstensalteret restaureret. Knæfald og alterskranke foreslog man udført i spinkle stålrør. Gulvet inden for alterskranken skulle forsynes med en to centimeter tyk stålplade. Stålrør samt stålplade foreslog man oliebrændt, hvorved rør og plade ville komme til at fremstå gråsorte. Gulv i skib, kor, apsis samt korsarme foreslog man belagt med betonfliser i "klippestens"-mønster. Stenene foreslog man i farverne hvid, grå og gråsort. Stolestaderne foreslog man malet i forskellige farver, således at ikke to stolestader var ens. Også fyldinger med mere på det enkelte stolestade foreslog man malet i forskellige farver. Ifølge forslaget skulle prædikestol samt lydhimmel (begge fra omkring 1600-tallet) erstattes af en enkelt og prunkløs prædikestol - uden lydhimmel. Som motivation for det samlede forslag anføres i forslagets tekstdel: "I vort forslag er det billedmæssige, der traditionelt repræsenterer det religiøse, afløst af elementer, der har billedkarakter. Stolestadernes farver er som blomsterbukettens farver, flygtige og forgængelige. Alterpartiets sorte materiale repræsenterer dét mørke, der både er en begyndelse og en slutning. Lyset forbinder de to elementer, og som helhed fremstår rummet som et memento mori (husk at du skal dø, red.) - underforstået: Husk at leve mens du gør det! Frådstensalterets monolit repræsenterer stenen, klippestykket, det uforgængelige evigheden. Som helhed repræsenterer forslaget den generøsitet, der er forbundet med al tings begyndelse og al tings slutning."

Menighedssrådet tager sagen i egen hånd
Få dage efter fremlæggelsen for ad hoc-udvalget fremlagde Erik A. Frandsen og Jens Bertelsen forslaget for Veng Menighedsråd. Nyt i forhold til fremlæggelsen i København var en kunstnerisk bearbejdning af østvinduet, idet man foreslog enten en figurtegning indridset i glasset eller et geometrisk mønster opbygget i honningfarvet alabast. Nyt var det også, at man åbnede mulighed for at bevare prædikestol (eventuel også lydhimmel) under forudsætning af, at den (de) blev malet hvid(e). Ide til kunstnerisk bearbejdning af østvindue samt mulig bevarelse af prædikestol og lydhimmel skal ses som en konsekvens af den drøftelse, der fandt sted ved mødet i København få dage tidligere, hvor repræsentanterne fra Veng endnu engang fremførte, at en kunstnerisk bearbejdning af østvinduet havde været afgørende for menighedsrådets beslutning om at genåbne østvinduet - og i øvrigt også en forudsætning for Nationalmuseets tilsagn om en mulig genovervejelse af tidligere meddelt afslag på åbning af østvindue. Desuden havde man nævnt, at forslag om at fjerne prædikestol og lydhimmel efter al sandsynlighed ikke ville kunne ventes godkendt.

På bar bund
Den 20. juni holdt Veng Menighedsråd møde for at tage stilling til det af Erik A. Frandsen og Jens Bertelsen fremlagte forslag.  Efter en lang og indgående drøftelse traf rådet den enstemmige beslutning, at man ikke kunne gå ind for forslaget – vel vidende at Statens Kunstfond så ville trække sig ud af projektet.  Som begrundelse for ikke at kunne gå ind for forslaget fremfører menighedsrådet i brev til Statens Kunstfond blandt andet, at de to kunstnere ved at lægge hovedvægten i udsmykningen i kirkens skib kolliderer med menighedsrådets ønsker om tanker om, at hovedvægten skal ligge i apsis og kor.

I det hele taget har menighedsrådet i forslaget savnet en præcisering  af det samspil, der må være mellem en kunstnerisk bearbejdning og det evangelium, for hvis skyld kirken er bygget.  Man taler i forslagets tekstdel generelt og ubestemt om ”en særlig religion, den kristne og protestantiske”, om det at ”der ikke skal noget særligt til, for at det guddommelige åbenbarer sig – det er i alt”, hedder det – hvilket er ren og skær panteisme.  Og i forlængelse af det må man vel også se begrundelsen for det klare glas i østvinduet.  Det er ”årstidernes og lysets skiften, der er hovedsagen”, hedder det.  Det er det muligvis, men ikke i kirken.  Der er det Kristus, der er hovedsagen.  Og så karakteriserer man den kunstneriske bearbejdning som et ”rumligt memento mori – husk at du skal dø! – underforstået:  husk at leve, mens du gør det!”.  Og det kan være sandt nok, men hvad er det for et liv, der forkyndes i kirken?  I hvert fald ikke sådan en Piet Hein livsfilosofi.  Tvært imod er det det liv, Kristus er, og som i dåben skænkes os.  Og fordi det er det liv, er det et evigt liv, et liv, som end ikke døden har magt over.  Det står fast – også når alt andet vakler og styrter i grus.  Og alt andet vakler og styrter i grus for ethvert menneske.  Det behøver vi ikke kirken til at fortælle os.  Heller ikke kunsten – selv om det er det, farvesætningen af stolestaderne ifølge forslagets tekstdel skal symbolisere.  Den skal netop symbolisere ”det flygtige og forgængelige”, og alterpartiets sorte materiale skal ”repræsentere dét mørke, der både er en begyndelse og en slutning”.  Disse ting rummer intet andet, end hvad enhver kan sige sig selv – og svarer derfor også til jordpåkastelsesritualet for to første led:  Af jord er du kommet, til jord skal du blive.  Det ved vi er sandt.  Og til os, der ved det, forkynder evangeliet:  Af jord skal du igen opstå.  Og netop det kan vi ikke sige os selv!  Det må evangeliet – og kunsten (i hvert fald den kunst, der skal leve i et samspil med evangeliet) – sige til os.  Og i det stykke er forslaget til kunstnerisk bearbejdning af Veng Kirke ikke stærkt nok – heller ikke selv om man fra Statens Kunstfonds side karakteriserer forslaget som ”et værk af stor kunstnerisk kraft og original betydning”.  Det, der ikke gør det stærkt nok (den kunstneriske kraft til trods), er den totale mangel på henvisning til inkarnation og opstandelse.

Til trods for at det ikke havde skortet på opfordringer fra menighedsrådet til Erik A. Frandsen og Jens Bertelsen om et møde med menighedsrådet, kom et sådant møde aldrig i stand.  Erik A. Frandsen og Jens Bertelsen var i Veng for at bese kirken, inden de gik i gang med arbejdet, men ønskede ikke da et møde med rådet.  Muligvis havde forløbet været et andet, hvis det første møde med rådet ikke havde været det, hvor det endelige projekt blev fremlagt.  Erik A. Frandsen og Jens Bertelsen ønskede i øvrigt ikke på noget tidspunkt at fortælle – heller ikke til medlemmerne af ad hoc-udvalget – i hvilken retning deres arbejde med kunstnerisk bearbejdning af Veng Kirke gik.

Det af Statens Kunstfond nedsatte ad hoc-udvalg holdt i øvrigt tre møder.  Det forberedende møde i 2003, mødet i januar, hvor de to kunstnere formelt fik overdraget opgaven, samt mødet i juni, hvor det endelige forslag blev fremlagt. 

Ny kunstner udpeget – afslutning i sigte
På det ekstraordinære menighedsrådsmøde den 20. juni, hvor menighedsrådet forkastede det af Erik A. Frandsen og Jens Bertelsen udarbejdede forslag, vedtog man igen at rette henvendelse til billedhuggeren Erik Heide.  Erik Heide besvarede henvendelsen positivt.  På et ekstraordinært menighedsrådsmøde først i august forventes Erik Heide formelt at få overdraget opgaven.  Opgaven med kunstnerisk udsmykning af Veng Kirke vil herefter være i hænderne på en kunstner, som har udsmykket en lang række danske kirker, og som har en dyb forståelse for, hvad den kræver.

På mødet i august forventes det, at menighedsrådet også træffer beslutning om at genoptage restaureringen af kirken.  Efter revideret plan vil kirken forhåbentlig kunne genåbnes sidst på året, og et projekt, som tog sin begyndelse små syv år tidligere, vil være bragt til forventelig vellykket afslutning.

----------------------

Stiftsårbogen 2004, som ovenstående artikel var skrevet til, havde deadline 1. august 2004.  Kirken blev ikke genåbnet sidst på året 2004, men februar 2005.  Erik Heides arbejder var først på plads i marts op til påske.  Den officielle genåbning efter den langvarige restaurering fandt sted påskedag.  Biskop Kjeld Holm prædikede

Her slutter Jes Lau Jørgensen i 2004 sin beretning om den på daværende tidspunkt endnu ikke fuldførte restaurering. 

Det videre forløb
Af Veng Menighedsråd
Arbejdet med restaureringen var allerede langt fremme, da Erik Heide kom ind i billedet. Kirken havde været lukket i et år, og hvælv og vægge var blevet repareret og kalket. Det, der stod tilbage, var i grove træk et nyt teglstensgulv i kirken, farvesætning af stolestader samt kunstnerisk ud­smykning af apsis. 

Det nye gulv var dog ikke planlagt, men reparation af det gamle viste sig at være mere besværligt end antaget. Derfor blev det besluttet at fjerne det og erstatte det med et nyt..

I forbindelse med menighedsrådets planer om ny alterudsmykning ønskede man det oprindelige frådstensalterbord frilagt.

Da træpanelet omkring alterbordet, som formodentlig stammede fra renæssancen, blev fjer­net, viste det sig, at mørtellaget var beskadiget, ikke mindst de nederste 10 cm på forsiden.  Der, hvor mørtelen på forsiden var smuldret væk, blev reparation foretaget med ny mørtel. Her lod man mørtelen stå ”rå”, for at man skulle kunne se, at der var tale om en reparation. Forsidens farvefelter kunne med varsomhed restaureres.

Alterbordet, som rummer et middelalderligt relikvieskrin, er i forbindelse med restaureringen blevet forsynet med en sort granitplade.  Over det sted, hvor relikviet er placeret under en glasplade, er der et cirkulært låg, som kan løftes op, så man kan se relikviet – eller rettere den lille tøjpose, som relikviet ligger i.

I det genåbnede østvindue har Erik Heide indsat en glasmosaik med tykt glas indfattet i beton.  Det  sydvendte apsisvindue, som ikke er oprindeligt, men formodentlig er lavet, da man lukkede østvinduet, er proportionsmæssigt ikke heldigt.  Også det vindue har Erik Heide forsynet med en mosaikrude med tykt glas indfattet i beton. Ikke mindst genåbningen af østvinduet har vist sig særdeles vellykket. Med solens indfald gennem den gule glasmosaik i øst­vinduet dannes et smukt farvespil i den hvidkalkede vinduesniche.

vengkirke jlj.jpg - 79.22 KB

Foto: Jes Lu Jørgensen


    Sognepræst Lise Palstrøm

    Låsbyvej 123, Veng
    8660 Skanderborg




    Mesing Kirke
    og graverkontor

    Præstevejen 14
    8660 Skanderborg

 


    Veng Kirke,
    graverkontor og Sognehuset
    Låsbyvej 80
    8660 Skanderborg



    Kontakt

    Mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
    Præst: 86 94 37 33